Nogle gange skal jeg bare have det fortalt igen og igen og igen….
…og jeg forstår, men lige pludselig lander det i cellerne. Der hvor jeg forstår og ser hvad det i virkeligheden handler om.
Tilbage i september på Bali, mærkede jeg en dag pludselig min power og jeg blev så sindsygt bange. Virkelig bange.
Det kunne også hedde “mit lys” eller mit potentiale – den jeg i virkeligheden er.
Jeg skubbede det væk.
I oktober skulle jeg hjem til Danmark til min yngste søns bryllup og jeg var lidt spændt på, hvad min tid i Danmark ville bringe. Jeg havde endnu ikke en billet til Bali igen eller noget sted at bo i Danmark, hvor jeg kunne være mig selv. Min andelsbolig havde jeg lejet ud.
Mine tanker begyndte at kredse om tanken om at komme 100% til Danmark igen. Det er jo nemmere det hele!
Min tvivl begyndte at overskygge. Jeg begyndte at søge jobs. Begyndte at lege med tanken om at finde et B&B i Danmark, som jeg kunne lege med.
Jeg vidste også bare, at efter min skønne cafe-drøm der varede i 7 år, så manglede jeg en støtte. En der var sammen med mig. En jeg kunne sparre med. Der er mange ting jeg kunne have gjort i caféen, set i bakspejlet, men nu er jeg her og har lært. Det samme med caféen, at jeg ikke ville alene. Jeg startede caféen sammen med en anden, men efter nogle måneder stod jeg alene og prøvede alligevel
Nu sad jeg så og kunne ikke se om Bali var selvsabotage. At jeg havde lejet min andelsbolig ud, solgt mine store ting og havde nu mine sidste ejendele i en venindes kælder. At nu skulle jeg måske starte forfra – igen, igen (for jeg havde gjort det én gange før)
Sidste gang var, da jeg rejste til Indien og også havde solgt det hele. Og når jeg tænker tilbage, var det bare det lykkeligste. Og det samme følte jeg har på Bali sidst. En lykke.
Hvad gør en klog så?
Booker hjælpere! Nogle der kan se en udefra og hjælpe.
Begge hjælpere (uafhængige af hinanden!) sagde, at jeg sprang mine sikringer! Sprang mine sikringer??
Ja, når jeg kom for tæt på det her lys, potentiale, power – den som jeg i virkeligheden er, så springer jeg mine sikringer.
Og lige nu boede jeg ikke alene et fast sted. Dermed intet ståsted.
Vi fik adgang til at jeg havde et rigtigt godt relæ 🤣 men at jeg sprang sikringerne. Der skulle tappes, hver gang jeg kom i den her tvivl.
Jeg var ligesom i en valg kampagne nu og der skulle ikke tages beslutninger.
Vi tappede på gamle barndomsminder og hvordan jeg ligesom har haft alle antenner ude. Et koncept vi efterhånden vel alle kender. “Antennebørn”, hvor vi har alt ude, for at mærke ind i hvordan omgivelserne har det og så rette ind efter det. Fjerne fra vores egne behov.
I slutningen af sessionen med Anne Hejselbjerg stod det klart for mig, at det var Bali. Ingen tvivl eller slinger i valsen.
Så BALI here we come again. Så må vi se hvad eventyret bringer. Vi kan kun gå et skridt ad gangen
Er du til tapping, så kan jeg varmt anbefale Anne – og hendes berømte GULDVASK, som får vores nervesystem i ro på 2 minutter
Du finder hende lige her